Forstå din hunds urinvejssundhed og foder
Urinvejsproblemer kan påvirke hunde når som helst i deres liv – forårsaget af en kombination af racemæssige eller genetiske tendenser, livsstil og faktorer som bakterieinfektion. Hundes foder spiller en vigtig rolle i opretholdelsen af god urinvejssundhed og kan hjælpe med at undgå potentielle problemer.
Hvorfor er min hunds urinvejssundhed vigtig?
Et sundt urinvejssystem er vigtigt for din hunds indre funktioner. Din hunds urinvejssystem, som omfatter nyrerne og blæren, bearbejder og fjerner affaldsstoffer fra kroppen. Hvis der er nyreproblemer, kan systemet ikke længere fjerne disse stoffer. Blæreproblemer kan omfatte infektioner eller sten. Disse problemer kan påvirke din hunds komfort og almene sundhed.
Hvilke problemer kan hunde have med deres urinvejssystem?
Ligesom mennesker kan hunde være tilbøjelige til at danne urinvejssten. De opstår, når koncentrationen af visse mineraler i din hunds urin bliver for høj. Urinens pH-værdi, urinmængden og andre faktorer spiller også en rolle i dannelsen af sten. Hunde lider ofte af disse sten i blæren i stedet for nyrerne (hvor de normalt opstår hos mennesker). Sten i blæren kan forårsage betændelse, infektioner i urinvejene eller endda blokering af urinvejene.
Der findes forskellige typer sten bestående af forskellige mineraler og sammensætninger. Det kan f.eks. være struvit, kalciumoxalat, urat og cystin. Disse sten dannes under forskellige forhold, hvor urinens pH-værdi og genetik spiller en rolle sammen med andre faktorer.Hunde kan også lide af bakterieinfektioner i deres urinvejssystem, som kan føre til ubehag i de nederste urinveje. Urininkontinens, medfødte anatomiske abnormiteter og tumorer er nogle af de øvrige tilstande, som påvirker hundes urinveje.
Hvilke hunde risikerer at få urinvejsproblemer?
Selvom alle hunde kan udvikle urinvejsproblemer, er der visse racer og typer, som er disponeret for disse lidelser. Mindre racer har større risiko for at danne visse typer sten, dels fordi de drikker mindre vand, har en mere koncentreret urin og urinerer mindre hyppigt end større hunde.
Dalmatinere har en genetisk mutation, som påvirker forarbejdningen af protein i deres krop, hvilket gør dem modtagelige for urinsyresten. Engelske bulldogger og adskillige andre racer kan også have denne mutation. Endvidere har din hund større sandsynlighed for at udvikle kalciumoxalatsten, hvis den er overvægtig.
Hvordan kan min hunds foder støtte dens urinvejssundhed?
Din hunds foder kan spille en nyttig rolle i opretholdelsen af et fungerende urinvejsmiljø, ved at kunne reducerer risikoen for udvikling af visse urinvejssten. Dette kan gøres på mange måder, f.eks. ved at påvirke urinens pH-værdi, begrænse antallet af forstadier til sten og i nogle tilfælde ved at understøtte fortyndingen af urinen for at undgå "overmætning", der er en tilstand, hvor sten dannes spontant.
Hvis din hund har urinvejssten, kan visse typer opløses med tilpassede veterinære diæter mod urinvejslidelser og eventuel anden relevant behandling. Andre typer kan ikke opløses og kan muligvis fjernes med f.eks. minimalt invasive procedurer eller operation. Hvis din hund har en infektion, kan medicinsk behandling med relevant antibiotika komme på tale.
Husk at give din hund rigeligt med vand, så du opmuntrer den til at drikke. Det øgede vandforbrug vil medvirke til at producere et større urinvolumen, som vil medvirke til at mindske koncentrationen af mineraler og også resultere i hyppigere vandladning, der skyller urinvejskanalen, når der er mulighed for at urinere. I nogle tilfælde kan din dyrlæge råde dig til at fodre din hund med en speciel formel, som er designet til at hjælpe med at øge din hunds frivillige vandindtag. Det er vigtigt at sikre, at din hund altid har adgang til ren, frisk vand, og at du ofte giver den mulighed for at gå ud og urinere.
Hvis du bemærker, at din hunds opførsel har ændret sig, når det kommer til vandladning, skal du kontakte din dyrlæge, som vil kunne foretage en fuld undersøgelse og hjælpe dig med at vælge det rigtige foder for at støtte din hunds urinvejssundhed.
Relaterede artikler
Find en dyrlæge
Hvis du er bekymret for din hunds sundhed, skal du kontakte en dyrlæge for at få professionel rådgivning.
Del denne side