Blæreproblemer hos hunde
Det første trin til at opdage, om din hund har det skidt eller lider af et urinvejsproblem, er at forstå symptomerne. Alle hunde er forskellige, men hvis du ser, at din hund udviser et af disse typiske symptomer, er det vigtigt, at du tager til dyrlæge.
Symptomer på og årsager til urinvejssten hos hunde
Knap 20 % af alle urinvejsproblemer, som dyrlæger behandler, diagnosticeres som urinvejssten, som er dannelsen af "sten" i blæren eller urinvejene. Disse sten dannes af forskellige mineraler, som findes i hundens urin. Hvis koncentrationen af mineraler er for stor, har kroppen svært ved at komme af med dem, og så begynder de at krystallisere.
Hvis din hund lider af urinvejssten, kan den have svært ved at tisse eller opleve, at vandladningen er smertefuldt, fordi stenen tilstopper urinrøret. Visse hunde er mere tilbøjelige til at få urinvejssten, f.eks. mindre racer. De producerer mindre urin og tisser ikke så ofte, hvilket betyder, at koncentrationen af kemikalier er højere. Urinvejssten rammer ofte modne hunde og hanhunde.
Behandlinger til hunde med urinvejssten
Afhængigt af problemets omfang kan dyrlægen beslutte at fjerne stenen kirurgisk for at afværge, at hunden oplever yderligere ubehag. Men foder- og livsstilsændringer bruges dog typisk til at hjælpe med at opløse eventuelle sten og undgå, at yderligere sten dannes.
Et foder med et højt fugtighedsindhold, f.eks. vådfoder, hjælper med at fortynde din hunds urin og forebygger ophobningen af mineraler. Du bør også opfordre din hund til at drikke meget vand og lade den komme ud og tisse ofte. Specialfoder kan også hjælpe med at ændre pH-niveauet i din hunds urin og forebygge dannelsen af visse typer sten.
Symptomer, årsager og behandling i forbindelse med urinvejsinfektioner hos hunde
Infektion i de nedre urinveje er en hyppig diagnose i forbindelse med urinvejsproblemer, især blandt tæver. Normalt opstår der en infektion, når bakterier fra affaldsstoffer eller kropsvæsker utilsigtet spredes til urinvejen. Infektionen kan dog også være et symptom på et svækket immunsystem. Urinvejsinfektioner kan også forekomme, hvis din hund har en kronisk sygdom, f.eks. en nyre- eller blærelidelse eller sukkersyge.
Hvis din hund har en urinvejsinfektion, vil den forsøge at urinere hyppigt, og den vil ofte anstrenge sig uden nødvendigvis at være i stand til at urinere. Urinen kan være uklar eller blodig, og der kan dryppe urin fra hunden. Den vil måske også slikke sig omkring urinvejsåbningen for at forsøge at lindre en eventuel irritation. I alvorlige tilfælde kan hunden også have feber.
Dyrlægen foretager en grundig undersøgelse for at finde årsagen til hundens urinvejsinfektion. Hvis der er tale om en infektion, bliver hunden behandlet med antibiotika. Du bør også opmuntre din hund til at drikke rigeligt med vand, så den urinerer ofte.
Symptomer, årsager og behandling i forbindelse med blæreproblemer hos din hund
Blæreproblemer er almindelige hos hunde og opstår ofte i forbindelse med urinvejsinfektioner og urinvejssten. Det er blærens opgave at opbevare urinen. Når din hund skal tisse, er det fordi, den modtager et signal fra de muskler, der er forbundet med blæren. Obstruktioner, herunder sten eller vækster, kan forstyrre disse signaler, mens en infektion kan forårsage irritation og smerte.
Symptomerne på et blæreproblem kan omfatte vandladningsproblemer, hyppige forsøg på at urinere og svag eller ingen urin, når det endelig lykkes din hund at urinere. Din hund kan have en udspilet mave og smerter, og i alvorlige tilfælde kan den miste sin appetit eller kaste op.
Behandling af blæreproblemer kan indebære, at dyrlægen lægger et kateter på din hund for at tømme blæren, mens årsagen til problemet konstateres. En fuldstændig blokering af urinvejen kan være dødelig, da din hund ikke vil kunne slippe af med sine affaldsprodukter, og derfor anbefaler din dyrlæge måske en operation. Dyrlægen kan også foreslå medicinsk behandling og kostomlægning for at hjælpe med at forebygge eventuelle fremtidige blæreproblemer.
Da urinvejen spiller en vigtig rolle i forbindelse med din hunds evne til at udskille giftstoffer, er det afgørende, at du kontakter dyrlægen, hvis du bemærker nogen af de symptomer, der er nævnt her. Dyrlægen vil være i stand til at konstatere årsagen og give dit kæledyr den bedst mulige behandling.
Relaterede artikler
Find en dyrlæge
Hvis du er bekymret for din hunds sundhed, skal du kontakte en dyrlæge for at få professionel rådgivning.
Del denne side