Hvad koster det at have kat?
Det koster ikke særlig meget at købe en kat, især ikke hvis du ikke vælger en racekat. Men for at sikre, at du kan understøtte din kat i hele dens levetid, er der en række omkostninger, som du bør overveje fra starten.
Omkostninger til kattens sundhed og trivsel
Når du tager en kat eller killing med hjem, og i løbet af det første år, er der en række omkostninger, som bør indgå i dine overvejelser.
- Det anbefales, at killinger får den første omgang vaccinationer inden for de første par uger efter fødslen, så de er beskyttet mod almindelige og potentielt farlige sygdomme. Vaccinationsprogrammet består af to vacciner, der gives tre til fire uger fra hinanden. Din kat har muligvis allerede fået sin første vaccine, inden den kommer hjem til dig, da den første dosis kan gives allerede fra niugersalderen. Det er dog vigtigt at huske, at killingen ikke er beskyttet, før den har fået den anden vaccine.
- Andre vaccinationer, der ikke gives rutinemæssigt, men som din dyrlæge kan anbefale, er dem mod katteleukæmi og en bakterietype kaldet chlamydophila felis, der forårsager øjenbetændelse.
- Chipmærkning af din kat anbefales, hvis den bliver væk – i visse lande er det obligatorisk. Det er en smertefri indsprøjtning af en mikrochip under huden på halsen og bevirker, at enhver dyrlæge eller katteorganisation kan aflæse chippen med en håndholdt scanner. Dyrlægen kan udføre dette indgreb ved et normalt rutinetjek, og det tager blot få sekunder at gøre din kat identificerbar hele livet.
- Neutralisation er en af de vigtigste beslutninger, man skal tage som kæledyrsejer. Neutralisation beskytter ikke kun mod uønsket drægtighed (og med virkelig mange efterladte kæledyr rundt omkring er dette vigtigt), det nedsætter også risikoen for forskellige sundheds- og adfærdsmæssige problemer. Mange internater har allerede neutraliseret katten, inden du får den hjem. Alternativt er det noget, du skal tale med din dyrlæge om.
- Årlige kontroller hos dyrlægen er en vigtig del af et katteejerskab. Ved disse kontroller kan dyrlægen vurdere din kats vægt og adfærd og identificere eventuelle potentielle sundhedsproblemer, der kan opstå.
Katteforsikring
Mange ejere vil gerne gøre det bedste, de kan, for deres kat, og dyrlæger prøver hårdt på at holde deres priser på et rimeligt leje, men ulykker og langvarige sygdomme kan medføre store dyrlægeregninger.
En forsikring giver ro i sindet og vished om, at du kan give din kat den nødvendige pleje, hvis der opstår et problem. Forsikringsselskaberne tilbyder forskellige dækningsniveauer for kæledyr, og prisen kan afhænge af kattens alder, race, størrelse og type, samt hvor du bor.
Den nemmeste måde at finde den rette dækning for dig og din killing på er ved at søge på internettet efter tilbud og finde den rette pakke. Andre informationskilder er venteværelset hos dyrlægen og tidsskrifter om kæledyr
Daglige omkostninger
Der er en række ting, som påvirker de langsigtede omkostninger ved at eje en kat, herunder racen, pelstypen og din livsstil. Selvom de fleste daglige omkostninger er begrænsede, er her nogle forskellige ting, som du kan overveje at tage med i budgettet fra starten:
- Det at hvæsse kløer er en naturlig adfærd for katte, og det er vigtigt, at du giver din kat et eller flere steder, hvor den må gøre det. Så det er en god idé at planlægge anskaffelse af mindst ét kradsetræ til hjemmet. Masser af andet legetøj er også en god idé, især hvis du regner med, at den skal være indekat.
- Det er også normal adfærd for katte at udforske ting, klatre op og gemme sig. Kradsetræer anbefales til at støtte din kats trivsel og giver den masser af motion samt et sikkert sted at gemme sig.
- En vigtig del af at passe din kat er den forebyggende sundhedspleje som skal forhindre din kat får lopper, indvoldsorm og flåter. De fleste opdrættere og internater påbegynder denne proces for dig. Din dyrlæge kan rådgive dig yderligere om din kats behandling mod parasitter.
- Foder og ernæring er en åbenlys løbende omkostning. Foder af god kvalitet anbefales for at give de rette næringsstoffer i hver livsfase og i forhold til livsstilen. Denne fodertype findes med forskellig struktur, våd- eller tørfoder, som kan gives dagligt, hvis det serveres i forskellige skåle.
- Drikkefontæner kan være gode til at motivere din kat til at drikke. Visse racer kan især godt lide at lege med vand, så drikkefontæner kan også være underholdning.
- En anden omkostning du bør overveje i forhold til din kat, er kattebakkens indhold. Det er vigtigt, at kattebakken holdes ren, da katten sandsynligvis ikke vil bruge den, hvis den er beskidt.
- Pelspleje varierer meget i forhold til den race, du har, men omkostningerne til pelspleje har dog højst sandsynligt mere at gøre med tid end med penge.
Det er spændende og skønt at få en ny kat eller killing med hjem, og man kan nemt komme til at glemme omkostningerne ved et katteejerskab. Det er dog vigtigt at huske på, at katte kan leve i op til 20 år eller mere, og ved fra begyndelsen at tage højde for de løbende omkostninger, kan du sørge for at kunne passe på din kats sundhed og trivsel i hele dens liv.
Relaterede artikler
Del denne side