Vaccinationsplan for katte
Hvornår skal killinger have deres første boostervacciner?
Den første booster til kernevaccinerne gives, når katten er 12-16 uger gammel.
Den første booster dækker:
- Katteinfluenza – både felin herpesvirus (fHV) og felin calicivirus (FCV)
- Kattesyge (FPV)
- Katteleukæmi (FeLV)
Må min killing komme udendørs inden sin første booster?
Killinger betragtes først som fuldt vaccinerede, når de har fået mindst to vacciner – herunder den første booster, når killingen er 12-16 uger. Derefter er killingen beskyttet mod de sygdomme, som vaccinerne dækker.
I teorien bør den ikke komme udendørs, før den har fået sin anden vaccine. Men ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt er det vigtigt, at en killing på denne alder udsættes for forskellige situationer for at sikre, at den bliver en socialiseret voksenkat.
Killinger, som endnu ikke har fået deres anden vaccine, kan derfor godt lukkes ud, men kun på steder, hvor risikoen for smitte er lav, f.eks. din egen have.
Hvis du planlægger, at din killing skal være en indekat, er dette ikke nødvendigvis noget, du behøver at bekymre dig om.
Får min killing andre vacciner på dette tidspunkt?
Dette er det rette tidspunkt at give den første rabiesvaccine, hvis dyrlægen mener, at det er nødvendigt. Dette afhænger af den livsstil, som din killing har og får, og om du har planer om at tage den med til udlandet.
Hvilke andre boostervacciner skal killinger have?
Din killing har brug for en årlig booster, fra den anden vaccine er givet. Hvis din killing på et tidligt tidspunkt har fået vacciner, der ikke var kernevacciner, skal den også have boostervacciner for disse.
Dyrlægen anbefaler og sammensætter en passende vaccinationsplan for kattens individuelle behov.
Skal min kat have samme boostere hvert år?
Ikke nødvendigvis. Immuniteten mod forskellige sygdomme og vira holder ikke lige længe. Det betyder, at din kat ikke får de samme boostervacciner hvert år.
Det bestemmes ud fra følgende:
- Den anvendte vaccinetype
- Kattens alder
- Risici for lokale epidemier
- Ændringer af gældende lovgivning
Dyrlægen anbefaler, hvilke boostere katten skal have, og kan forklare dig, hvilke sygdomme katten vaccineres mod ved hvert besøg.
Fortæller dyrlægen mig, hvornår det er tid til boostervacciner?
Langt de fleste dyrlæger sender påmindelser om, hvornår det er tid til din killings boostervacciner. Det er dog altid en god idé selv at skrive det ned i stedet for at stole på påmindelsen fra dyrlægen.
Hvis du har spørgsmål omkring din killings første vaccinationer eller boostervacciner, er det vigtigt, at du kontakter dyrlægen.
Relaterede artikler
Skræddersyet ernæring til din killing
Ernæringsmæssige formler, der hjælper din killing med at opbygge et naturligt immunforsvar, understøtte en optimal vækst og udvikle fordøjelsessystemet.
Del denne side