Sådan passer du en hund

Der er meget at lære, første gang du får en hvalp, men hvis du tager dig tid til at forstå hundens behov fra begyndelsen, sikrer du dens fysiske og følelsesmæssige sundhed fremover.
Puppy Beagle running on a sandy beach.

Der er en række faktorer, som påvirker din hunds sundhed og trivsel, især racen og alderen. Det er derfor vigtigt, at alt fra de ernæringsmæssige behov til motion og pelspleje overvejes i forhold til hundens særlige karakteristika. Der er dog en række ting, som alle hunde har behov for, hvis de skal blive sunde og afbalancerede familiemedlemmer.

Motion

Alle hunde kræver motion, men mængden og typen varierer alt efter alder, størrelse og race.

  • Sørg for, at der er nok plads at motionere på: En hunds gåture må ikke reduceres til kun at være en hurtig tissetur.
  • Lidt og ofte: Husk, at mellemstore, store og ekstra store hunde har længere vækstperioder, hvori deres knogler og led udvikles, så de bør ikke få lange gåture eller bruges til visse jagttyper, før de er færdigudviklede, så hellere lidt og ofte.
  • Tid til leg: Leg er en naturlig del af hundens motion og understøtter dens psykiske udvikling. Det er godt for din hund på flere måder: Når du bruger tid sammen med hunden, styrker det jeres relation, holder dens vægt i ro, holder den sund og gavner dens hjertekarsystem og immunforsvar.

Miljø

Hvalpe er meget påvirkelige af deres miljø, og negative oplevelser kan have langvarig effekt. En hvalps adfærdsmæssige udvikling består af flere faser, herunder socialiseringsperioden, der starter, når hvalpen er fire uger, og varer, indtil den er 14 uger.

Frygtperioden ligger i denne socialiseringsperiode, så eventuelle traumer, der opstår på dette tidspunkt, kan have langvarige, negative konsekvenser. Derfor er det vigtigt at være særlig opmærksom på hvalpens miljømæssige oplevelser fra dag et.

  • Giv hvalpen sin egen seng: Sørg for, at den har sin egen seng, hvor den kan trække sig tilbage og føle sig tryg.
  • Tilbyd stimulerende omgivelser For eksempel en stor papkasse, som den kan gemme sig i, og gummilegetøj at bide i er nogle af favoritterne. Det er vigtigt at sikre, at al leg overvåges.
  • Gør langsomt hvalpen bekendt med nye omgivelser: Hvis du bor i byen, skal du langsomt gøre hvalpen bekendt med ting, som den kommer til at møde, såsom biler, rulletrapper, elevatorer, toge, sporvogne og busser.
  • Træn hvalpen til at være alene: Den skal også lære, at den nogle gange skal være alene.
  • Præsenter hvalpen for andre hunde: For at blive socialiseret kræver det, at hvalpe møder andre hunde og dyr og inkluderes mest muligt i familiens udflugter.
  • Tag hvalpen med ud: Vent ikke med at tage din hvalp med ud. Den bør begynde at udforske omgivelserne fra den er to måneder gammel.
Puppy Golden Retriever lying down inside while chewing a toy.

Fodring

Ligesom med motionsbehovet ændres hvalpens ernæringsbehov, efterhånden som den bliver ældre. Hvalpe vil fra starten kræve flere små måltider om dagen, der gradvist sættes ned til et eller to. Din hunds størrelse og race påvirker også dens ernæringsmæssige krav, idet visse hunde har anderledes fordøjelsesmæssige tolerancer end andre. Hunde bør altid have adgang til vand, og det er vigtigt, at de ikke overfodres.

Hvis du ikke ved, hvor meget din hund bør fodres, eller hvordan dens vækstfaser påvirker dette, kan du bede en dyrlæge om råd. Dyrlægen kan give vejledning i forhold til optimal vækst og hjælpe med at undgå fedme og belastning af led, der stadig udvikler sig.

I sidste ende skal foder give energi, men det skal også opbygge og opretholde kroppens celler, så fordøjelses-, hud-, tand-, led- og aldersrelaterede problemer undgås. Et ernæringsmæssigt godt foder, der opfylder kravene til sund ernæring, kombinerer lige netop den rette mængde næringsstoffer.

  • Skift ikke pludseligt foder: For at undgå, at en hvalps fordøjelsessystem forstyrres, når den kommer hjem til dig, skal du give den det samme foder, som den spiste inden da. Hvis du vil skifte foder, skal du gøre det gradvist over en uge, hvor du blander det gamle og det nye foder i forskellige proportioner.
  • Køb det rette foder til hvalpens alder: Der findes særligt foder til hvalpe alt efter deres alder, som passer perfekt til deres vækstbehov. For optimal vækst skal du følge dyrlægens anbefalinger.
  • Indfør en rutine: Hunde er flokdyr og kræver præcise hierarkiske markører. Du skal fodre din hvalp samme sted og på samme tidspunkt hver dag, og efter du og din familie har spist, så den forstår, at du har den dominerende position i hjemmet. Når hvalpen har spist, skal du undgå, at den hopper rundt i én eller to timer, hvis det er muligt.
  • Gør godbidder til undtagelsen frem for reglen: Godbidder skal kun gives nu og da, så din hund stadig kan opretholde sin idealvægt. Sukker og chokolade er forbudt, da chokolade kan være giftigt for hunde. Foderpiller med et lavt kalorieindhold kan bruges til træning.

Pelspleje og sundhed

Det er godt at gøre regelmæssig pelspleje til en vane. Det hjælper med at understøtte sundheden for din hvalps hud og pels samt knytte et bånd til dig. Det sikrer også, at du med større sandsynlighed tidligt kan opdage eventuelle unormale ting, såsom eksterne parasitter, hudlidelser eller områder, der forårsager ubehag. De fleste hunde vil med glæde børstes, hvis de vænnes til det fra en tidlig alder, men det er aldrig for sent at starte!

  • Start tidligt med tandpleje: På den måde vænnes din hvalp til at få sine tænder børstet med en tandbørste og en tandpasta, der er særligt udviklet til hunde. Forsøg at børste din hvalps tænder flere gange om ugen.
  • Bestil tid hos dyrlægen til vaccinationer: Vaccinationer hjælper med at forebygge smitsomme og nogle gange dødelige sygdomme. Nogle er obligatoriske, mens andre anbefales. Hvalpe påbegynder typisk et vaccinationsprogram, når de er seks til otte uger gamle.
  • Spørg din dyrlæge om ormekur: Hvalpe har ofte orm, og ormekure bør gives hver måned, frem til hvalpen er seks måneder gammel, og derefter hvert halve år. Din dyrlæge kan anbefale den bedste plan for din hvalp, så det er vigtigt, at du følger anbefalingerne.
  • Spørg din dyrlæge om loppebeskyttelse: Husk at beskytte din hvalp mod lopper og flåter. Hvis medicinen skal virke ordentligt, skal du både behandle hunden og dens omgivelser. Spørg din dyrlæge til råds.     
  • Overvej at neutralisere din hvalp: Beslutningen om neutralisation er et vigtigt valg, som skal overvejes grundigt. Det er vigtigt at overveje de mulige fordele ved neutralisation i forhold til muligheden for at kunne avle på din hund i fremtiden.

Træning

God adfærd og lydighed skal læres tidligt. Træningsprogrammet skal starte så tidligt som muligt, når din hvalp har en naturlig, god indlæringsevne.

Af hensyn til dit eget og andres velbefindende skal din hund kunne forstå visse grundlæggende livsregler. Tøv endelig ikke med at få professionel hjælp til din hundetræning. Der findes mange hundeklubber og hvalpeskoler, som kan hjælpe dig med din mission.

  • Renlighedstræning: Når du får din hvalp hjem, vil den højst sandsynligt ikke være stueren. Træning tager tid og tålmodighed, men du må aldrig straffe eller skælde en hvalp ud, der har haft et "uheld". I stedet skal du finde på måder, hvorpå din hvalp forhindres i nogensinde at forrette sin nødtørft inde.
  • Start med lære din hvalp at komme til dig: Lige fra starten skal du udtale dens navn langsomt og tydeligt for at fange dens opmærksomhed og knytte dens navn til hver kommando. Vælg de øjeblikke, hvor den er opmærksom, for at den lærer dig at kende, og kald den til dig for at lære den lydighed.
  • Væn gradvist hvalpen til at køre i bil: Væn den til at køre i bil tidligt, så den ikke bliver urolig for det. Tag på et par korte køreture, før I kører en lang tur.

Der kan være meget at lære, når du får en hvalp første gang, herunder alle de første ting, som den har behov for for at sikre dens fysiske og følelsesmæssige sundhed, men ved at starte på den rigtige måde vil det gøre fremtiden nemmere for dig og din hund, og hvis du bliver i tvivl om noget, kan en dyrlæge give dig råd og hjælp.

Få mere at vide om hunderacer

Søg efter racer
Dachshund puppy jumping in black and white on a white background

Del denne side