Hvis din hund er drægtig, er der en række ting, du skal gøre før den store dag, så du kan være sikker på, at din hund og dens hvalpe får det så godt som muligt.
Selvom du måske ønsker en hjemmefødsel, er det vigtigt, at du har en dyrlæge, du kan ringe til, hvis der opstår komplikationer. Dyrlægens ekspertise er uvurderlig, og vedkommende kan hjælpe dig med at sikre, at alle hvalpe fødes på sikker vis.
I dit hjem skal du vælge et bestemt område, hvor din hund kan føde. Det er vigtigt, at dette område er korrekt indrettet for at sikre, at moderhunden ikke stresser, men har det rart, og at hvalpene får den bedst mulige start. Her er nogle ting, du skal huske på.
Fødekassen til din hund
Den bør være lavet af et ikke-porøst materiale, der nemt kan rengøres, og i en passende størrelse til din hund og kuldet. Dæk kassens bund med materiale, der holder på varmen, og som nemt kan fjernes, når der skal gøres rent: Håndklæder, lagner eller aviser er ideelle.
Vigtige faktorer for hjemmefødsler: varme, fugtighed og luft
Nyfødte hvalpe kan nemt få for lav kropstemperatur og blive dehydrerede, så det er vigtigt, at du holder fødselsområdet ved den rette temperatur og fugtighed. Når tæven ligger i kassen med hvalpene, får hvalpene den varme, de har brug for fra moderen, og normalt er der ikke behov for ekstra varmekilde, så længe tæven er der, og hvalpekassen er placeret et sted med normal stuetemperatur, ca. 21-23 grader. Når tæven ikke er med hvalpene, bør de få varme fra en alternativ varmekilde, f.eks. en varmelampe. Under vores nordiske forhold behøver luftfugtigheden normalt ikke justeres.
I de første fire dage af en hvalps liv skal dens omgivelser være på 29,5-32 °C. Dette sker naturligt gennem kropsvarme, når tæven er med hvalpene, hvis de er placeret indendørs i normal stuetemperatur. Når tæven ikke er med hvalpene, bør man sikre denne temperatur tæt på hvalpene ved hjælp af f.eks. en varmelampe. Efter de første 4 dage kan temperaturen fra varmelampen eller lignende gradvist sænkes til ca. 26,7 °C i syv til ti dage og derefter til 22,2 °C, når hvalpene er blevet fire uger. Fødekassen bør også stå i et område med god udluftning, som ikke har for meget træk eller er for indelukket.
Sådan giver du din hund en hygiejnisk hjemmefødsel
Fødselsområdet skal holdes i perfekt hygiejnisk stand, hvilket betyder hyppig desinficering og rengøring, samt at antallet af mennesker, der kommer og går i området, skal begrænses. Vær omhyggelig med din egen personlige hygiejne, inden du går ind i området, og før du præsenterer din hund for fødselsområdet, skal du vaske eller børste den for at komme af med så mange parasitter og bakterier som muligt.
Introducer din hund til fødselsområdet
For at sikre, at din hund har det rart og er afslappet under fødslen, bør du præsentere den for fødselsområdet og fødekassen en til to uger før den forventede termin. Hold andre voksne dyr væk fra moderhunden og fødselsområdet for at undgå infektion, og sørg for, at den kan lide området.
Efter din hunds hjemmefødsel
Hvalpe er yderst sensitive i de første tre uger af deres liv. De første 48 timer kan især være afgørende for, om de bliver ved med at udvikle sig sundt. Iltmangel og infektioner udgør de største risici under fødslen, så det er vigtigt at følge de ovennævnte tips med henblik på at forberede fødselsområdet og reducere disse risici.
Efter en vellykket fødsel kan du give kuldet den bedst mulige start ved at følge nogle få, enkle metoder.
Prøv at få hvalpene til at die så hurtigt som muligt, efter de er født. Den første mælk kuldet indtager kaldes råmælk, der produceres af moderen og som støtter og forbedrer hvalpenes immunsystem. Råmælk skal indtages i løbet af de første 12 til 16 timer, så de nyfødte hvalpe skal opmuntres til straks at begynde at die.
Det anbefales at veje hvalpene regelmæssigt for at følge deres ernæringstilstand og udvikling. Hvalpe, der ikke tager på i vægt eller begynder at tabe sig, skal undersøges af en dyrlæge så hurtigt som muligt. Du bør også identificere hvalpe med en lav fødselsvægt, så de kan holdes under opsyn og hjælpes.
En lav fødselsvægt betyder, at hvalpen hurtigere mister varme og energi på grund af et højere stofskifte og andre faktorer. Hvalpe fødes med en vægt, der kun ligger på 1-3 % af moderens vægt, og en lav fødselsvægt defineres som alt, der ligger i den nedre kvartil for din hunds specifikke race.
Hvis en hjemmefødsel foregår på den rigtige måde, kan den hjælpe din hund med at føle sig mere afslappet, mens hun føder sit kuld. Din rolle er at forberede dit hjem omhyggeligt og give hvalpene den pleje, de har brug for, i de første afgørende dage.
Relaterede artikler
Skræddersyet ernæring til din hvalp
Forskellige formler, der hjælper din hvalp med at opbygge et naturligt immunforsvar, understøtter sund vækst og udvikler fordøjelsessystemet.
Del denne side