Hvorfor bliver min hund ved med at klø sig?
Din hund er god til at passe på sig selv, hvilket betyder, at den klør sig lejlighedsvis for at slippe af med insekter og andre kilder til irritation. Men hvis din hund hele tiden klør sig i flere dage, eller du kan se, at dens hud er irriteret, kan det være et tegn på, at der er noget galt.
Kløe på grund af insekter og lopper på din hund
En af de mest almindelige årsager til konstant kløe er en parasit, der har sat sig fast på din hund. Det inkluderer lopper, lus og andre insekter eller mider, som alle kan forårsage irritation hos din hund. Loppekur bør være en fast rutine for at forebygge loppeangreb på din hund. Ved støvmider og andre eksterne parasitter, som findes i dit hjem, kan du forhindre, at din hunds hudreaktion forværres, ved at støvsuge regelmæssigt og give den en madras eller seng, der minimerer forekomsten af mider.
Din hund kan dog også klø sig af andre mere komplekse årsager: allergier.
Din hund og allergier
Nogle hunde er genetisk disponerede for allergiske reaktioner på huden, kaldet "atopisk dermatitis". Det påvirker et betydeligt antal hunde i nogle lande, og nogle racer – f.eks. fransk bulldog, schæferhund og labrador retriever – er mere udsatte end andre.
Atopisk dermatitis opstår, fordi din hunds immunsystem overreagerer på et normalt stof i omgivelserne eller foderet, hvilket fører til kraftig kløe, da din hund forsøger at lindre sit ubehag. Denne adfærd kan give hudproblemer, da huden får skader eller åbne sår, hvilket gør den mere udsat for andre infektioner.
Hvad er hunde allergiske over for?
Hunde kan være allergiske over for en række forskellige ting. Disse omfatter miljømæssige faktorer, såsom fjer, skimmelsvamp eller mider, hvoraf nogle er sæsonbestemte – f.eks. pollen fra græs eller træer. De omfatter også bestemte fødevarer, f.eks. visse mejeriprodukter, oksekød, kylling, æg, soja eller visse kornprodukter. Allergiske reaktioner opstår, når din hund er blevet overfølsom over for noget tidligt i livet og fra da af har en uønsket bivirkning. Ved at opdage tidlige tegn på en allergisk reaktion har du bedre mulighed for at finde frem til den bedste behandling af denne livslange lidelse.
Hvordan tester jeg min hund for allergi?
Det er vigtigt, at du tager din hund til dyrlæge, hvis du har mistanke om, at den er allergisk over for noget. Dyrlægen vil stille en række spørgsmål for at finde ud af mere om hundens symptomer og derefter udføre forskellige undersøgelser for at finde frem til allergenet. Undersøgelserne kan omfatte hudskrab og blodprøver, og hvis dyrlægen har mistanke om en fødevareallergi, vil du blive bedt om at sætte din hund på en 8 til 12 uger lang udelukkelsesdiæt.
Dette gør det muligt for dyrlægen at finde frem til den bestemte fødevare, der udløser din hunds allergiske reaktion, ved at fodre den med en helt ny fødekilde og sidenhen genindføre de gamle fødekilder en ad gangen og overvåge resultatet.
Pleje af din hunds hud
Der findes nogle enkle metoder til at pleje din hunds hud, som vil hjælpe med at lindre eventuelle allergiske reaktioner og sikre, at huden er så sund som muligt. Regelmæssig vask med en specialshampoo hjælper med at holde din hund ren og lindrer med det samme. Der findes også smørebehandlinger såsom geler og cremer til medicinsk behandling.
Du kan desuden hjælpe din hund ved at give den et foder, der er rigt på de næringsstoffer, som styrker hudens sundhed. Disse omfatter essentielle omega-3 og omega-6 fedtsyrer, som er med til at opretholde en sund hudbarriere, antioxidanter samt aloe vera, der betragtes som et nyttigt supplement til behandling af visse hudlidelser.
Det er vigtigt at spørge din dyrlæge til råds, hvis din hund har kløet eller kradset sig i flere dage, og du kan også altid tale med din dyrlæge for at få mere at vide om, hvordan du passer på din hunds hud.
Relaterede artikler
Find en dyrlæge
Hvis du er bekymret for din hunds sundhed, skal du kontakte en dyrlæge for at få professionel rådgivning.
Del denne side