Symptomer på almindelige maveproblemer hos hunde
Selvom hundes fordøjelsessystem kan være robust, kan de få nogle almindelige problemer, som kan skyldes infektioner, foder, livsstil og andre faktorer. Symptomerne på disse problemer kan pege på en række potentielle årsager, så det er vigtigt at konsultere din dyrlæge for at få yderligere rådgivning og behandling.
Symptomer og årsager til diarré hos hunde
Hvis din hund har diarré, er dens tarmsystem mere aktivt end normalt, og afføringen kan have en løsere konsistens. Din dyrlæge skelner muligvis mellem diarré, der skyldes problemer i tyndtarmen, og diarré, der skyldes problemer i tyktarmen. Sidstnævnte medfører generelt mere slimlignende og hyppig diarré i mindre mængder.
Diarré kan skyldes, at din hund har spist noget, den ikke kan tåle, en bakterie- eller virusinfektion, orm eller andre parasitter eller kan være en indikator for en underliggende sygdomstilstand. Hvalpe er særligt udsatte, da deres fordøjelsessystem og immunsystem er meget sårbart.
En parasitinfektion kan forårsage diarré hos din hund, herunder rundorm og protozoer, f.eks. coccidier. Selvom en ormekur kan fjerne ormeinfektionen i fordøjelseskanalen, er din hund stadig i fare, da alle behandlinger ikke er effektive mod alle parasitter.
Din hund kan også få diarré, hvis den er overfølsom for bestemte madvarer eller lider af allergi. Symptomer i mave-tarmkanalen, som skyldes fødevareallergi, er generelt mere kroniske end diarré, der skyldes diæt-indiskretion. Men hvis din hund har kronisk diarré, skal du tale med din dyrlæge, inden du ændrer dens kost, da diarréen kan have mange årsager.
Behandling af diarré hos hunde
Afhængigt af den bagvedliggende årsag kan din dyrlæge ordinere forskellige behandlinger af din hunds diarré. Dette kan omfatte ormekur, medicin til behandling af en infektion og særlig diæt, f.eks. at give hunden specialfoder for at reducere belastningen af maven og få en bedre afføring.
Symptomer og årsager til forstoppelse hos hunde
Hvis du bemærker, at din hund kæmper for at komme af med afføringen, og den spænder, kan den have forstoppelse. Tegn på forstoppelse inkluderer, at den sjældent har afføring, og at dens afføring er hård eller tør.
Forstoppelse kan skyldes manglende motion, foderet, traumer, miljøskifte og underliggende sygdomme.
Behandling af forstoppelse hos hunde
Din dyrlæge vil sandsynligvis ordinere medicin til øjeblikkelig lindring for din hund og kan også foreslå et mindre kirurgisk indgreb, afhængigt af problemets alvor. Kostændringer kan også hjælpe med at behandle denne tilstand for din hund. Typen af fibre i din hunds foder kan f.eks. bidrage til at forbedre afføringens kvalitet og fordøjelsessystemets samlede sundhed.
Symptomer på og årsager til IBD hos hunde
Ligesom mennesker kan hunde lide af inflammatorisk tarmsygdom (IBD). Symptomerne kan omfatte kronisk diarré, opkast og vægttab, som ofte bliver hyppigere eller mere alvorlige over tid.
Det er desværre ikke klart, hvad der forårsager IBD hos hunde, og det kan skyldes flere problemer. Fordi der kan være mange mulige bagvedliggende årsager, vil din dyrlæge forsøge at udelukke alle andre årsager først. Deres foder kan spille en væsentlig rolle i behandlingen.
Behandling af IBD hos hunde
Kostændringer bruges ofte til at kontrollere IBD hos hunde. Mængden af fedt kan ændres, og en meget fordøjelig proteinkilde af høj kvalitet indgår som en del af deres foder, så de får den energi, de skal bruge uden at belaste deres system unødvendigt.
Hvis du opdager, at din hund lider af en af disse fordøjelsesproblemer, skal du tage til dyrlægen, der vil kunne foretage en grundig undersøgelse og rådgive dig om den bedst mulige behandling.
Relaterede artikler
Del denne side