Sådan hjælper din kats foder på dens fordøjelse
Alle katte kan lide af fordøjelsesproblemer på et eller andet tidspunkt i deres liv, men med dyrlægens råd kan et hensigtsmæssigt foder hjælpe med at håndtere denne sensitivitet og desuden hjælpe med at lindre symptomer og ubehag.
Proteiners rolle i din kats foder
Proteiner er byggeklodserne i din kats krop og indgår i alt lige fra hud og hår til kløer og antistoffer. Aminosyrer fra proteiner kan omdannes til glukose, hvilket er afgørende for, at din kats hjerne, nyrer og røde blodlegemer fungerer korrekt, og giver desuden energi.
Desværre kan proteiner også være en af hovedårsagerne til fordøjelsesproblemer hos katte, hvis de har svært ved at fordøje dem, eller hvis de er allergiske over for eller ikke kan tåle et protein. Letfordøjelige proteiner kan hjælpe med at lindre deres symptomer, da fordøjelseskanalen ikke behøver at "arbejde" så hårdt for at absorbere næringsstofferne. I diæter til katte med fødevareallergier eller -intolerance anvendes der proteiner fra en enkelt kilde, f.eks. hydrolyseret protein eller proteiner, der er mindre almindelige, for at mindske sandsynligheden for irritation af tarmsystemet.
Fedtstoffer i din kats foder
Fedtstoffer er en rig energikilde for din kat, da de giver mere end dobbelt så meget energi ved den samme vægt end proteiner eller kulhydrater. Essentielle fedtsyrer er også vigtige for den sunde funktion af visse organer, herunder hud, og fedtstoffer kan hjælpe med at give katte, der lider af vægttab, kalorier.
Dog kan for meget fedt være svært at fordøje. Din dyrlæge vil kunne rådgive dig om, hvad der er det rette fedtindhold i forhold til din kats tilstand, alder og livsstil med henblik på at give den de ernæringsmæssige fordele uden at belaste dens fordøjelsessystem unødigt.
Katte og kulhydrater
Katte har ikke det samme behov for kulhydrater som mennesker, men kulhydrater er en god kilde til glukose og kan give katten energi via dens foder. Nogle har den fejlagtige opfattelse, at katte kan lide af glutenallergi eller cøliaki ligesom mennesker, men dette er aldrig blevet dokumenteret. Katte med mave-tarm-problemer kan have gavn af letfordøjelige kilder til kulhydrat, f.eks. ris.
Brugen af fiber i din kats foder
Den rigtige blanding af fibre i din kats foder kan bidrage væsentligt til sundheden i dens mave-tarm-kanal. Et foder med mange fibre kan bidrage til, at der ikke dannes hårboller – et almindeligt problem hos indekatte – og motivere tarmens naturlige bevægelser. Opløselige fibre kan have en gavnlig effekt på flowet i mave-tarm-kanalen, og regulerer også den mikroflora, der lever i kattens fordøjelsessystem.
Vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer i din kats foder
Din kat har brug for en kompleks blanding af mineraler og vitaminer i spormængder for at hjælpe kroppens funktioner med at fungere effektivt. Hvert vitamin og mineral har flere forskellige funktioner, E-vitamin virker f.eks. som en stærk antioxidant, der gavner huden.
Præbiotika og probiotika kan også gavne din kats sensitive fordøjelse. Præbiotika er ikke-fordøjelige stoffer eller "platforme", som gavnlige mavebakterier kan spise, så de stimuleres til at vokse, mens probiotika er levende organismer, som gavner mikrofloraen i kattens system. Begge kan bruges til at genoprette balancen i de bakterier, som findes i kattens fordøjelseskanal til gavn for dens fortsatte sundhed.
Sørg for at kontakte en dyrlæge, hvis du tror, at din kat har fordøjelsesbesvær. Dyrlægen kan rådgive dig om den bedste behandling og anbefale det rette, afbalancerede foder, der understøtter kattens sundhed.
Relaterede artikler
Find en dyrlæge
Hvis du er bekymret for din kats sundhed, skal du kontakte en dyrlæge for at få professionel rådgivning.
Del denne side