Sundhedsrisici hos overvægtige katte

Der er mange alvorlige og livsforandrende sundhedsrisici for overvægtige og fede katte, lige fra hjerte-kar-problemer til psykisk belastning.
Adult Scottish Straight sitting on an examination table being checked over by a vet.

Fedme hos katte er et stigende problem, ligesom det er hos den menneskelige befolkning. Det kan få en livsvarig indvirkning på katten, som går ud over dens sundhed, livskvalitet og kropsfunktioner.

Er nogle katte disponeret for fedme?

Der er visse faktorer, der kan gøre, at din kat er mere tilbøjelige til at lide af overvægt og fedme:

  • Hvis din kat er en korthåret europæisk kattetype frem for en ren race
  • Hvis din kat er mellem fem og 10 år gammel, som er det tidspunkt, hvor dens aktivitetsniveau begynder at falde
  • Hvis din kat bliver fodret meget ofte og mere end den anbefalede portion
  • Hvis din kat er nervøs, deprimeret eller har været udsat for psykisk eller følelsesmæssig belastning
  • Hvis din kat er af hankøn

Hvis din kat er blevet steriliseret eller kastreret, er der større sandsynlighed for, at den tager på i vægt. Operationen mindsker din kats energibehov med knap en tredjedel, mens dens appetit kan stige med 18 % til 26 %.

Hvorfor påvirker overvægt eller fedme min kat?

Når din kat er overvægtig eller fed, begynder dens krop at lagre den mad, den indtager, som fedt frem for at forbrænde den, fordi katten bruger mindre energi, end den indtager. Fedtet begynder derefter at påvirke kattens kropsfunktioner, da det infiltrerer visse organer, f.eks. leveren, eller lægger sig omkring andre organer, f.eks. arterierne. Den ekstra vægt belaster din kats indre system og led, hvilket medfører en række sundhedsrisici.

Adult cat lying down on an examination table being checked over by a vet.

Hvilke risici er der ved overvægt eller fedme hos katte?

Generelt kan fedme mindske din kats livskvalitet og -længde, da det er sværere for den at lege og bevæge sig, og dyrlægetjek kan være sværere.

Diabetes

Overvægtige til fede katte har større risiko for at få diabetes – 80-90 % af fede katte har denne sygdom, som kan kræve daglige insulinindsprøjtninger. Ofte kan diabetes slås ned, når den ekstra vægt tabes, idet det ophobede fedt, som er direkte ansvarligt for den manglende glukoseregulering, ikke længere er til stede.

Kompromitteret immunforsvar

Din kats immunforsvar kan blive kompromitteret, når den er fed, så den har større risiko for at blive syg. Dette omfatter urinvejsinfektioner og -sten, som opstår hos overvægtige katte, der er mindre aktive, drikker mindre vand og tisser mindre end sunde katte.

Leversvigt

En alvorlig og potentielt dødelig risiko hos fede katte er leversvigt. Når kattens krop tror, at den er underernæret – f.eks. hvis en konstant fodring stopper – flyttes fedt fra depoterne til leveren for at kunne omdannes til energi. Men kattens krop kan ikke styre denne proces på en effektiv måde, hvilket fører til dårlig leverfunktion, som nogle gange kan føre til dødelig leverinsufficiens og leversvigt.

Pelspleje og mental sundhed

Med den ekstra vægt kan katten have svært ved at vaske sig, hvilket kan give hudproblemer. På samme måde kan den ekstra vægt belaste din kats led, så den kommer til at lide af slidgigt. Hjertekar- og åndedrætssystemet påvirkes også, hvilket kan føre til åndenød og hjerteproblemer.

En overvægtig eller fed kat kan også ende med at få problemer med sin mentale sundhed – i stedet for at løbe væk eller gemme sig, kan overvægtige katte ikke reagere så hurtigt, når de fornemmer fare, og kan dermed ikke følge deres instinkt, hvilket giver dem stress.

Med det rette foder, den rette motion og den rette adfærd kan du beskytte din kat mod risiciene ved overvægt eller fedme. Start med at tale med dyrlægen, som kan rådgive dig om den bedste behandling. 

Find en dyrlæge

Hvis du er bekymret for din kats sundhed, skal du kontakte en dyrlæge for at få professionel rådgivning.

Del denne side